Der er allerede gået mere end 2 måneder på kysten og tiden
er bare fløjet af sted.
Det var en surrealistisk fornemmelse at sætte fødderne på
Daneborg første gang. Det er det vi har kæmpet for det sidste år på forskolen,
og nu skal stedet være vores hjem de næste 26 måneder, kun afbrudt at 7 dage på
Island, efter et år.
Den første uge var vi 5 nye samlet på Daneborg, for at blive
introduceret til stationen og blive sat ind i alle de faste rutiner, der skal
til for at drive en stationen med 12 fupper (Siriusmænd) og 100 ivrige slædehunde.
Det er lige fra køretøjs vedligeholdelse, vandproduktion, hundetræning og til
alt form for lægehjælp til hunde og mænd. Det er kun 2 måneder om sommeren,
hvor der er folk udefra hos os. Ellers er vi alene på stationen, og skal kunne
klare os selv.
Sommerens primære opgave er depotudlægning. De mange depoter
i nationalparken skal fyldes op med ny proviant og mange af dem skal repareres
efter bjørnebesøg, så de er klar når vi kommer forbi om vinteren på slæderejse.
Jeg var med inspektionsskibet Triton i 10 dage for at lægge
depoter ud Nord for Daneborg. Vi sejlede så langt mod nord som havisen tillod,
og benyttede os så af skibets lynx helikopter til at få depoterne i land.
Det var en fantastisk oplevelse at flyve rundt med
helikopter i dette smukke ubeboede område, og tænke på at om få måneder
befinder vi os i nøjagtigt samme område, men under noget anderledes og mere
primitive forhold. Og vi glæder osJ
Vi satte en hytte i stand sammen med et par folk fra Triton.
Hytten har flere år i træk været ødelagt af bjørn. Alt var smadret og man kan
som slædehold blive rimeligt presset, hvis man et par gange i træk er, kommer
til hytte, hvor bjørnen har spist alt… Nutellaglassene var slikket rene, dåser
var fuldstændig gennemtygget, ja selv hyttelamperne havde den tygget i stykker
for at nyde en smule fuel oven på det store lækre måltid. Nå men efter en hel
dags arbejde var hytten så god som ny, og lige som vi fik vores aftensmad, og
ventede på helikopteren, kom den store bamse tilbage til hytten. Den lagde sig
et par hundrede meter fra os, og man kunne bare se, hvordan den godtede sig
over at depotet nu var fyldt op igen, så den kunne nyde sig endnu et festmåltid.
Vi skal nok regne med at sove i telt til vinter, når vi kommer til den hytte:-P
Udover stor hjælp fra søværnets skibe, så får vi hjælp fra
små islandske fly, til at ligge depoter ud i det nordlige område, hvor skibe
ikke kan sejle op. Alle depoterne i området omkring Daneborg og sydpå sejler vi
selv ud. Vi har 4 små både, som bliver kaldt tutter. Det er simpelthen så
hyggeligt at pakke op til tur, og forlade stationen en 3-4 dage for at nyde
livet på havet med en god bog og en masse slæbearbejde i forbindelse med at
fylde hytterne op med proviant.
De fleste hytter i nationalparken er gamle
ekspeditionshytter eller fangstmands hytter. Jeg føler mig meget beæret over at
vi har muligheden for at bruge disse hytter på vores slæderejser. De fungerer
som små tidslommer i tærrenet. Når man træder ind i dem bliver man sat tilbage
i tiden. Nogle af dem er mere end 100 år gamle. Her er stadig samme gamle
kulovn, værktøj, service og sågar gamle bøger og beretninger fra den tid. Det
har været nogle særdeles barske vintre for dem og det er med stor respekt at vi
bruger og vedligeholder deres gamle hytter.
For 14 dage siden fløj de sidste håndværkere fra Daneborg,
og vi er for første gang kun os 12 mand tilbage. Næste besøg på stationen er
til marts, og der er jeg, efter planen, på slæderejse, så næste gang jeg ser
andre på stationen bliver til juni. Nu er kysten for alvor lukket, og vi kan
begynde på det, som det hele drejer som om, nemlig vores slæderejser.
Vi er kommet på slædehold, så jeg ved nu hvilken makker og
13 hunde, jeg skal dele tilværelsen med fra første november og frem til juni,
kun afbrudt af 3 uger hjemme på Daneborg over julen, hvor alle slædehold samles.
Det er rart at vide hvor man hører til og komme i gang med at lave alt det
slædegrej, der skal være i orden inden afgang.
Vi laver selv størstedelen af det udstyr vi har med på tur.
Blandt andet selve slæden og alle de tasker man pakker op med. På den måde
bliver det nøjagtig som det enkelte slædehold ønsker det, og vi har også bedre
mulighed for selv at reparere delene, hvis noget skulle gå i stykker på rejsen.
Der er en fantastisk stemning på Daneborg. Der er ingen
tvivl om at det er 12 drengerøve, der er samlet her på Grønlands Nordøstkyst,
men det er en flok ansvarsbevidste folk, som ved at uden samarbejde kan vi ikke
løfte de opgaver, som stilles til patruljen. Vi har ingen faste arbejdstider,
men knokler alle ugens 7 dage, for at drive stationen og blive klar til de
første rejser.
Uden vores hunde kunne patruljen ikke bestå. De leverer den
trækkraft, som skal føre den, op til, 500kg tunge slæde igennem Grønlands
uvejsomme tærren. Det er fantastisk at arbejde med hundene, og specielt når de
kommer til sin ret foran slæden. De hopper og springer og kan slet ikke vente
med at blive spændt i selen. Om sommeren kører vi med en træningsslæde udover
stok og sten. Der er et spændende arbejde i at finde ud af, hvordan hundene
præsterer bedst. Hvem kan løbe forrest? Hvem kan løbe ved siden af hvem? Og
hvordan sætter vi dem sammen for at få det bedste træk uden de ryger i totterne
på hinanden. En slædehund har et noget anderledes temperament end de hunde vi
har hjemme i Danmark. De arbejder konstant på at finde deres plads i det
interne hierarki, og skal de stige i graderne, er de nødt til at prygle de
andre. Det kan give nogle slemme skader, og er man ikke hurtig til at få dem
stoppet kan de i værste tilfælde slå hinanden ihjel. Selv om de lever mere
instinktive end de hunde vi kender, så er de stadig enormt menneskeglade og ved
ikke noget bedre end at smide sig på ryggen og få en ordentlig kløtur. De er
simpelthen så herlige, og jeg glæder mig helt vildt til at lære dem endnu bedre
et kende på vores slæderejse.
Tjenesten hos Sirius er præget af mange gamle traditioner
helt tilbage fra patruljens oprindelse. Det er en vist stolthed forbundet ved
at bevare disse traditioner og derved så vidt muligt bevare den stemning og
gode ånd, som der igennem tiden har været ved Sirius. Mange af traditionerne er
forbundet med god pli. Vi skiftes for eksempel til at være kok en uge af
gangen. Det er ikke en særlig populær tjans, men som kok gør man sit yderste. Vi
er samlet på stationen cirka 4 måneder om året, så når vi er her skal maden
bare være i top. Kæmpe brunch om morgenen. 2-3 lune retter til frokost, mindst
en 2-retters om aftenen. Kokken arbejder fra klokken 4 om morgenen til 21 om
aftenen, og som Sirius fup respekterer man kokkens store arbejde ved aldrig at
kritisere maden. Skulle en alligevel give svagt udtryk for at kokkens mad ikke
er så velsmagende, så kan kokken forlange en afstemning og stemmer bare en
anden fup for, så skal ham der brokkede sig i køkkenet og bage en kage.
De gamle traditioner, stemningen og den helt specielle
opgave, er alt sammen med til at gøre tjenesten ved Sirius til at en fantastisk
oplevelse, som kun findes ét sted. Jeg elsker at være en del af dette og sørger
for at nyde tiden inden flyet går hjemad igen om små 24 månederJ
